Alt imens hverdagen har travlt med at sparke mig i bollerne, er jeg blevet tagged af Buster. Jeg skal skrive 8 ting om mig selv, og det vil jeg da forsøge at leve op til.
1. Jeg kom til verden i Hjørring kl. 10.45 den 3. juli 1979, og var tæt på at forlade den (verden) igen i Hirtshals tidlig formiddag den 7. oktober 2003, da jeg, mens jeg arbejdede, røg gennem et hul i taget på en fiskefabrik under opførelse, og faldt 7 meter, indtil et betongulv bremsede faldet. Jeg overlevede dog, og har kæmpet mig tilbage til en nogenlunde normal hverdag, det tillader jeg mig at være en smule stolt af.
2. Sidste år tabte jeg mig 36 kg, hovedsageligt ved at lægge min kost om, så jeg gik fra at veje 121kg, til at veje 85kg, hvilket eksperternes beregninger siger, er min idealvægt. Det tillader jeg mig også at være stolt af.
3. Jeg drømmer om at stifte familie en dag. Det ser desværre bare ikke ud til at ske lige foreløbig.
4. Efter førnævnte ulykke husker jeg ikke så godt som jeg har gjort, så har placeret papir og kugleplen på strategisk udvalgte steder, så de kan huske for mig, hvilket også går rimeligt godt, når bare jeg husker at bruge dem.
5. Jeg har mistet min lugtesans (igen på grund af førnævnte ulykke), så er nok lidt hysterisk med at gå i bad, bruge deo, lufte ud, skifte tøj osv…
6. Jeg har en lillebror, som jeg desværre ikke ser helt så meget til, som jeg gerne ville, for det første fordi han bor lidt for langt væk til at det er særligt praktisk at lige at kigge forbi, og for det andet fordi han som regel har temmeligt travlt. Jeg tror vi på mange måder ligner hinanden mere end vi egentlig er klar over.
7. Har boet i Aalborg i knap to et halvt år, og det er jeg egentlig meget godt tilfreds med, men jeg savner lidt plads at røre mig på, så på et eller andet tidspunkt rykker jeg nok lidt udenfor byen igen.
8. Faktisk har jeg af og til mest af alt lyst til bare at flytte ud på en eller anden øde ø, hvor begreberne penge, magt, politik osv. endnu ikke er nået ud.
Og så er det vist meningen jeg skal tagge 8 mere, men jeg aner ikke hvem der allerede er tagged, og hvem der ikke er, så skal vi ikke bare sige, at de 8 første der læser dette, som endnu ikke har været med, hermed er blevet tagged. Skriv eventuelt lige en kommentar, hvis du tager udfordringen op.
