oktober 12, 2006...16:23

Rotter på loftet

Jump to Comments

Da jeg forleden var ved at rydde lidt op i mapperodet på min computer, faldt jeg tilfældigt over en tekst jeg skrev for små to år siden. Den var skrevet på Engelsk og meget velformuleret, og den første tanke der slog mig var, at sådan kan jeg ikke skrive mere, flere af ordene ville jeg forsøge at finde i mit forråd, bare for at give op, og omformulere sætningen, så jeg kunne slippe udenom ordet… en uvane jeg lige så stille har tillagt mig de sidste par år, nu jeg lige tænker over det…

Det skræmmer mig lidt, at en tekst jeg skrev for to år siden (altså stadig efter min ulykke) på Engelsk, er bedre skrevet og mere velformuleret, end jeg magter i dag, på Dansk vel at mærke. Jeg er også begyndt at lægge mærke til, at jeg er blevet slem til at tabe tråden midt i sætninger, når jeg taler. Det virker lidt som om, at et eller andet sidder og mæsker sig i min hjerne, tager en lille bid en gang imellem, altid små bidder, så jeg ikke lægger mærke til det, med mindre altså, at jeg tilfældigvis falder over en tekst som den jeg faldt over forleden…

Det sætter tanker igang, bekymringer faktisk, for hvorfor sker det? Vil udviklingen fortsætte? Kan jeg bremse udviklingen? Måske ligefrem vende den? Har andre mon lagt mærke til noget? Og hvis ja, hvorfor har de så ikke sagt noget?

For fanden da også, humøret var ellers lige ved at blive godt igen…

2 kommentarer

  • Ting man ikke øver, bliver man dårligere til. Det er så simpelt som det er sagt.
    Det er lige sådan med mine tegneevner, og det er bare et spørgsmål at tage sig sammen og øve.
    Med det engelske, så fat en engelsk skønlitterær bog, slå op, og langsomt vil du mærke at det hele er nemmere, også at formulere sig. Og ved du hvad? Hvis du ikke gider at læse, så smid en engelsk/amerikansk film på, og smid underteksterne væk, det hjælper også gevaldigt.

    Op med humøret :D

  • Tak for opmuntringen, men nu er det jo ikke kun det Engelske der ikke er hvad det har været, jeg løber også af og til ind i ord på Dansk, som jeg ikke lige kan finde, og formulerer mig generelt bare dårligere end jeg har gjort.

    Jeg ser i øvrigt masser Engelsksproget TV, uden at læse undertekster, læser også en del på både Engelsk og Dansk. Skriver i øvrigt også meget Engelsk hver dag.

    Og det med at jeg taber tråden i sætningerne, det bekymrer mig altså også en del, jeg må nok hellere lige nævne det, næste gang jeg ser min læge… (hvis altså jeg husker det, for huskeren er heller ikke hvad den har været)

    Jeg vil ikke håbe det er arbejdet, der tærer på mig…

Leave a Reply

  • Kategorier

  • Arkiverne

  • Meta